Salmonellabakterien DT 193, der har hærget kvægbesætninger og dermed mennesker omkring Farsø i Himmerland, er måske på tilbagetog. Der er gået en måned siden, at bakterien sidst blev konstateret på et menneske.
Forbrugerminister Lars Barfoed (K) var onsdag i samråd i Folketingets fødevareudvalg om bakterien, der har skabt angst i Himmerland siden juni, fordi den smitter meget let.
Kvægbesætninger isoleres nu ved den mindste mistanke om smitte med Salmonella DT 193, hvilket betyder, at kvæget ikke kan slagtes, før dyrene er undersøgt for bakterien.
Fødevaremyndighederne står alligevel fortsat på bar bund med hensyn til at finde smittekilden, men har en formodning om, at den smitter mellem dyr, og at de mennesker, der er blevet syge, også er smittet af dyr.