Den tyske bilgigant VW har i årets første halvdel haft et driftsoverskud på 6,5 milliarder euro, omkring 48,5 milliarder kroner.
Det er bedre end første halvår 2011, da driftsoverskuddet var på 6,1 milliarder euro.
VW er Europas største bilproducent. Den sydtyske koncern præsenterede sit halvårsregnskab torsdag formiddag.
Tallene viser, at salget i forhold til første halvår i fjor er steget betydeligt, nemlig fra 77,8 milliarder euro til 95,4 milliarder euro.
VW solgte i første halvdel af 2012 4,6 millioner biler over hele verden. Det er 10,3 procent mere end samme periode 2011.
Det er over en bred vifte, at det går godt. Omsætningen er steget inden for alle koncernens mærker, der foruden folkevognene også tæller blandt andet Audi, Skoda og Seat.
De gode tal skyldes for en stor dels vedkommende, at salget er gået godt i Asien og Amerika.
Det har kompenseret for det vigende salg i Europa, der fortsat er ramt af gældskrise og stor usikkerhed. Det er femte år i træk, at det europæiske marked halter efter.
I regnskabsmeldingen fastholder VW forventningerne til hele året om at matche sidste års rekordhøje driftsoverskud på 11,3 milliarder euro.
/ritzau/Reuters