Det kommer til at tage længere tid at få SAS Ground Handling på schweiziske hænder end planlagt. I regnskabet for tredje kvartal slår SAS-koncernen fast, at overdragelsen ikke hastes igennem.
SAS og schweiziske Swissport indgik i marts et joint venture, hvor SAS fortsat ejer 49 procent af Ground Handling, mens Swissport ejer 51 procent. Med tiden skal Swissport overtage hele Ground Handling - men det er den plan, der nu trækker ud.
- Det er ekstremt vigtigt, at transferen bliver gennemført med minimal indflydelse på kvalitet og kundeservice, parallelt med en begrænset finansiel indflydelse på planen.
- Derfor er kvaliteten af løsningen vigtigere end hastighed, skriver SAS i regnskabet for tredje kvartal.
Outsourcingen af Ground Handling skal ses som en langsigtet strategisk forretning, hvor det ifølge SAS er hensigten, at Ground Handling får bedre forudsætninger for at vokse sig større.
Handlingsselskabet har omkring 5000 ansatte.
Frasalget af Ground Handling er en del af spareplanen i SAS, som samlet vil sælge fra for tre milliarder svenske kroner.
Frasalget af flyselskabet Widerøe vil bonne med 2,7 milliarder svenske kroner i kassen.
/ritzau/