FC Midtjylland frygter, at deres superhold bliver splittet for alle vinde, når transfervinduet åbner. Og nu ser det ud til, at den første skive af førsteholdet er ved at blive skåret fra.
Således beretter Ekstra Bladet, at den nigerianske midtbanespiller Salami er blevet inviteret på et prøveophold i storklubben Chelsea.
»Jeg er ydmyg over for den store mulighed, som jeg nu får. Det bliver mit livs chance, og det er meget større, end jeg havde håbet på, da jeg fik chancen her i FC Midtjylland. Jeg ved godt, at det er gået hurtigt, men jeg føler, at jeg er klar. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente ved at spille med de store navne, men jeg forventer ikke så meget. Jeg har kendt dem så længe gennem fjernsynet, så det bliver næsten mere, end jeg kunne drømme om,« siger Salami til avisen.
Endnu har Chelsea ikke lagt et konkret bud på bordet, og det er langtfra sikkert, at opholdet i Chelsea kaster mere af sig, men Jens Ørgaard, FC Midtjyllands sportsdirektør, er optimistisk.
»Det er ikke mange spillere, der bliver inviteret på den her måde for at blive kigget efter i sømmene. Rent teknisk er jeg ikke i tvivl om, at han kan klare sig i Chelsea. Pilen peger kun én vej for ham her,« siger sportsdirektøren.