Fordi faderen til den afdøde skuespillerinde Brittany Murphy ikke er mødt op i retten, har han nu fået afvist sit søgsmål omhandlende datterens død.
Det skriver hjemmesiden Female First.
Angelo Berlotti, Murphys far, sagsøgte Los Angeles Countys afdeling i Coroner i januar 2012, fordi han var utilfreds med afdelingens behandling af datterens død.
Sin City-skuespillerinden blev i 2009 fundet død i sit hjem i Hollywood af sin mand, den britiske filmforfatter Simon Monjack, som hun også delte huset med.
Siden da har der været en del mystik om Murphys død, fordi retsmedicinerne tilbageholdte dødsårsagen i flere uger. Det førte til rygter om, at skuespillerindens kollaps var forårsaget af en overdosis af enten medicin eller stoffer.
Et ligsyn konstaterede dog senere, at Murphy døde af lungebetændelse, blodmangel, jernmangel og forgiftning af en række receptpligtig medicin. I maj 2012 døde Monjack af samme årsager.
Faderen ville derfor med søgsmålet have ret til at samle biologisk bevismateriale for at få mere klarhed over Murphys død.
Søgsmålet blev dog torsdag afvist af dommer Elizabeth Allen White i højesteret i Los Angeles, fordi hverken Berlotti eller hans advokat mødte frem i retten.
Det er ikke første gang, at Berlotti brænder en dommer af. Ved en høring den 19. juni blev han også væk, ifølge hjemmesiden E! Online.