Den slovakiske supersprinter Peter Sagan levede helt op til forventningerne, da rytterne lørdag aften nåede målbyen Bad Ragaz på ottende etape af cykelløbet Schweiz Rundt.
Sagan var klart hurtigst i massespurten, og den 23-årige Cannondale-rytter tog dermed sin anden etapesejr i løbet, der slutter søndag.
Det var da også en etape med en klassisk sprinterprofil, og det blev langt hen ad vejen en rolig dag for rytterne.
Et udbrud lå længe i front, men de håbefulde udbrydere fik aldrig et stort nok forspring til at holde sprinterholdene bag sig, og så fik løbets næstsidste etape den afslutning, de fleste havde forventet på forhånd.
Daniele Bennati fra Saxo-Tinkoff var næstbedst i spurten, mens verdensmesteren Philippe Gilbert blev nummer tre.
Afslutningen medførte ingen ændringer i toppen af den samlede stilling, hvor schweizeren Mathias Frank (BMC) fører med 13 sekunder ned til Movistar-rytteren Rui Costa og 23 til Roman Kreuziger (Saxo-Tinkoff) på tredjepladsen.
Løbet bliver afgjort på en 26,8 kilometer lang enkeltstart søndag eftermiddag.
/ritzau/