Det må være fantastisk at hedde Peter Sagan og køre Tour de France i disse dage.
Den slovakiske Tour-debutant vandt fredag sin tredje etape i det franske løb og er dermed manden med flest sejre.
- Jeg er naturligvis rigtig glad. Jeg er tilfreds med den måde, spurten forløb. Jeg sad i André Greipels hjul, og jeg følte mig meget sikker der. Jeg følte, at ingen kunne komme bagfra og overhale, siger Peter Sagan.
Slovakken vandt også 1. etape og 3. etape, som i modsætning til dagens etaper havde kuperede finaler.
6. etape var en decideret sprinteretape, præget af mange styrt, og Liquigas-rytteren føler, at Tour de France er helt anderledes end andre cykelløb, han har kørt.
- Ja, det er meget forskelligt fra andre løb. Her køres i 21 dage, og alle ryttere er nervøse hele tiden. Jeg håber, at det vil ændre sig lidt og blive mere stille og roligt.
- Men når vi vender tilbage til de flade etaper, forventer jeg, at det vil blive det samme. Alle vil vinde, alle er meget nervøse, og sejren er så vigtig for alle, siger Peter Sagan.
Med de 45 point, etapesejren giver, har Peter Sagan samlet i alt 209 point til pointkonkurrencen, som han fører med 31 point ned til Matthew Goss på andenpladsen.
- Mit mål er at nå Paris i den grønne trøje. Det vil være en stor sejr for mig. Men Touren er lang, og jeg skal spare noget energi til den sidste uge, siger Peter Sagan.
/ritzau/