Heller ikke hos Statsadvokaten er det lykkedes for Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak! at få ørenlyd i en sag om formodet grov mobning i Frederiksberg Kommune.
Foreningen havde klaget til Statsadvokaten over politiets afvisning af at efterforske den konkrete sag. Men klagen er nu blevet afvist.
Det får Gitte Strandgaard, der er formand for antimobbe-foreningen, til at rette kikkerten mod Christiansborg, hvor hun tidligere har forsøgt at få opmærksomhed omkring sagen, der handler om systematisk mobning af ansatte på bofællesskabet 'Søndre Fasanvej 40' i Frederiksberg Kommune.
- Vi sender politianmeldelsen med samtlige håndfaste beviser på, at mobningen er foregået over tid til Folketingets Ombudsmand. Vi lander den også hos beskæftigelsesministeren og justitsministeren. Vi er godt klar over, at ministrene ikke kan gøre noget i en konkret sag. Men de kan blive klogere, siger Gitte Strandgaard til Newspaq.
I oktober forrige år sendte hun samtlige sagsakter til de daværende ministre, Arbejdstilsynet, Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, den faglige organisation FOA og Frederiksberg Kommune.
- Nu får de det en gang til. Og så vil vi gerne mødes med dem omkring den her sag. Hvis jeg sad som arbejdsmarkedsordfører i Folketinget, så ville jeg kalde beskæftigelsesministeren i samråd øjeblikkeligt, siger Gitte Strandgaard.
Mobbesagen fra Frederiksberg betegner hun som den værste, foreningen har beskæftiget sig med.
Der er tale om både grov mobning og systemmobning, hvor systemet - i første omgang kommunen og siden hen Arbejdstilsynet og politiet - lukker sig om sig selv og hinanden, mener Staandgaard.
I den komplicerede sag er tre medarbejdere på bostedet i Frederiksberg Kommune ifølge foreningen blevet voksenmobbet i uhørt grad. Og efter sagen blev meldt til Arbejdstilsynet fik de angiveligt besked på aldrig at omtale arbejdsmiljøet igen på jobbet.
Siden da er de tre medarbejdere blevet fyret. Og én af dem er syg med hjerteproblemer, angst og symptomer på posttraumatisk stress.
Frederiksberg Kommune har hele tiden afvist, at der skulle være en sammenhæng mellem fyringerne og mobbesagen.
Nu er Statsadvokatens afvisning af sagen om politiets manglende reaktion på mulige overtrædelser af arbejdsmiljøloven så på vej til Folketingets Ombudsmand.
Og Gitte Strandgaard er bestemt ikke ved at kaste håndklædet i ringen, bedyrer hun.
- Den her sag kommer aldrig til at dø. Aldrig nogensinde. Det er vreden over det her, der giver mig energien. Nu er det kraftstejleme nok, siger hun.
Newspaq