Anklagemyndigheden har nu besluttet at anke skudsagen mod de to politiassistenter, der blev frikendt i den såkaldte ’Rådvadsvejsag’. Tidligere på måneden vurderede retten på Frederiksberg ellers, at det var lovligt nødværge da to politibetjente skød tyve gange mod en flugtbil, hvorefter chaufføren døde.
Men efter en gennemgang af dommens præmisser har Statsadvokaten for København og Bornholm nu besluttet sig for at anke sagen til Østre Landsret. For det er stadig uklart, om der var tale om lovligt nødværge.
- Det er anklagemyndighedens ønske at få præciseret grænserne for politifolks lovlige magtanvendelse. Det er min opfattelse, at der med byrettens afgørelse er betydelige uklarheder om dette spørgsmål. Derfor ønsker vi, at landsretten tager klar stilling, skriver statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.
Ifølge statsadvokaten er der også uklarhed omkring nogle af beviserne.