Må man fyre en medarbejder, der fylder 18 år, for at spare de ekstra lønudgifter?
Så simpelt er det spørgsmål, som Østre Landsret i dag skal tage stilling til i sagen mod en ung mand, der blev fyret en uge før, han fyldte 18 år og skulle stige i løn.
Fagforeningen HK mener, det er dybt urimeligt at fyre unge, blot fordi de får ret til "voksenløn". Og det er lige så uretfærdigt, at unge får lavere løn, blot fordi de er under 18 år.
"Der er nemlig meget ofte tale om præcis det samme arbejde, som både udføres af unge under 18 år og af medarbejdere over 18 år. En 17-årig kan sidde i kassen på fuldstændig samme måde som en ældre medarbejder. De unge kan også blive bedt om at fylde varer på hylderne fuldstændig på samme måde som de ældre kolleger. Men dermed er der tale om ulovlig diskrimination," siger advokat Peter Breum, der fører sagen på vegne af HK, til fagforeningens hjemmeside.
Den unge mands sag får betydning for alle unge under 18 år, der er i job, hvor de får lavere løn på grund af deres alder.
"Hvis vi vinder sagen, vil det få betydning for rigtig mange andre fag - for eksempel biografpersonale, unge på kontorer og så videre. Hvis vi taber sagen, så vil vi anke. Det er en vigtig sag for os. Unge skal ikke behandles anderledes og urimeligt blot på grund af alderen," siger Jørgen Hoppe, formand for HK Handel.