Saddam Hussein er henrettet, men retsopgøret i Irak fortsætter mandag mod de seks personer, som – ud over Saddam Hussein – er anklaget i sagen om Anfal-kampagnen.
De seks personer er anklaget for at stå bag folkemordet på omkring 100.000 kurdere i det nordlige Irak mellem 1986 og 1988 blandt andet ved hjælp af gasangreb. En af de tiltalte er Ali Hasan al-Majid, som bedre er kendt under tilnavnet Kemiske Ali. Et navn han fik netop på grund af det irakiske styres udbredte brug af gasangreb.
Hvorvidt Saddam Hussein stadig er tiltalt i sagen efter sin død 30. december er uvist. En amerikansk kilde tæt på domstolen siger dog til AFP:
»Saddam er død. Sådan som jeg forstår loven, så er sagen ovre mod ham,« siger han.
Forsvaret i sagen hævder, at kampagnen mod kurderne var lovlig, fordi den skete som led i at knuse et oprør mod styret.