Solbærsaften var ikke kun det. Det var tranebærsaften heller ikke. Og problemer var der også med hindbær og andre produkter.
Det er omdrejningspunktet i en straffesag i Næstved, hvor anklagemyndigheden kræver godt otte millioner kroner konfiskeret fra firmaet Sunprojuice.dk A/S i Sorø.
Så mange penge tjente firmaet nemlig på at blande flere frugter i koncentrater, som ellers ifølge etiketten kun indeholdt én frugtart, hævdes det.
Manøvren med at tilsætte for eksempel æble i produkter, som var mærket som solbær, skyldtes ønsket om at tjene penge, påstår anklagemyndigheden.
Sagen løber over flere dage, og blandt andet skal en række kunder nu afhøres, oplyser anklager Rashid F. Elkott.
Lovovertrædelserne skal være sket fra 2004 og fire år frem, og aftagerne var en række andre firmaer, men ikke detailhandel.
- De tiltalte har erkendt, at man har leveret blandingsprodukter, men man fastholder påstanden om frifindelse, fortæller Rashid F. Elkott.
Faktisk har det anklagede firma en hel buket af indsigelser, forstår man på dets forsvarer, advokat Jakob Arrevad.
For eksempel er det ikke saft, der er leveret, og derfor kan der ikke være sket en overtrædelse af saftbekendtgørelsen.
- Vi har også sagt, at kunderne har bestilt, hvad de fik, og at de vidste, hvad de fik, siger Jakob Arrevad.
Endvidere rejser forsvarerne spørgsmålet, om en dansk domstol overhovedet kan tage stilling til sagen. Mange leverancer er nemlig sket til andre lande, og det er tvivlsomt, om et EU-direktiv og den danske bekendtgørelse dækker den slags, lyder det.
En af de øvrige indsigelser drejer sig om, at sagen er forældet.
I anklageskriftet kræves bødestraf til firmaet, ligesom den tidligere direktør risikerer en frihedsstraf.
Retten skal bruge flere dage på at endevende leverancerne af i alt næsten 1000 ton frugtkoncentrat. Sidste retsdag er 3. april.
/ritzau/