Efter en sæson på det jævne havde Los Angeles Galaxy og ikke mindst stjernen over dem alle, engelske David Beckham, kniven for struben, da holdet søndag aften mødte Chicago Fire. Alt andet end en sejr ville sende Los Angeles Galaxy ud i mørket og sende Chicago Fire i slutspillet på deres bekostning.
Længe så det ud til at Loa Angeles Galaxy med 0-0 ville fedte sig til en plads i slutspillet, men i overtiden gik det galt, da en af Beckhams holdkammerater fra United-tiden, John Thorrington, scorede for Chicago.
Efter en længere skadespause var der comeback til David Beckham i Galaxy-trøjen. En halv time blev det til for verdensstjernen, men selv ikke hans tilstedeværelse på banen kunne altså hjælpe holdet til den nødvendige sejr.
Beckham får i øvrigt nu masser af tid til at komme sig helt efter skaden. Nu hvor Los Angeles Galaxy ikke har kvalificeret sig til slutspillet er sæsonen nemlig forbi for holdet, og den nye sæson starter først til april.