Af Susie Helsing Nielsen, Isabellas.dk, Aller Media
Havearbejde forbindes oftest med forår og sommer, men du kan også sagtens være flittig i haven i november måned. Det er nemlig en god idé at forberede haven lidt på vinteren, inden frosten for alvor kommer.
Pas på de sarte krukkeplanter
Planter i krukker er mere sarte end dem, der står direkte i jorden. Det skyldes, at deres rodnet befinder sig i en begrænset mængde jord, der hurtigt bliver for våd på grund af den lukkede beholder. En våd rodklump giver dårlige iltforhold til rødderne, og i frostvejr vil den fryse til is, så rødderne hverken kan ånde eller optage vand.
Kom med ind i Pernille Aalunds hjem: Se galleriet med hendes hyggelige Villa Villekulla på Isabellas.dk
Har du krukker, der skal stå og pynte vinteren igennem, vil de have bedst af at stå under et tagudhæng, så de ikke udsættes for de store mængder regn, der altid kommer i en typisk dansk vinter. Krukker med planter, som bare skal overleve til næste år, vil klare sig bedre, hvis de graves helt eller halvt ned i et bed, så jorden er beskyttet mod frosten. Hvis der er udsigt til megen kulde, kan du pakke planterne ind i fiberdug eller beskytte dem med granris.
Lav stiklinger, inden frosten kommer
Trænger du til at komme i haven, og er jorden endnu ikke frosset, kan du prøve at lave vinterstiklinger af dine buske. Klip stiklinger på 15-20 cm af friske grene (gamle grene kan være svære at få til at danne rod).
På stedsegrønne stiklinger skal du fjerne alt det grønne på den nederste del, der skal i jorden. Læg sort plastik direkte oven på jorden et skyggefuldt sted, og prik stiklingerne igennem, til du kan mærke, at de sidder godt fast i jorden nedenunder. Du kan evt. dække med fiberdug for at beskytte mod frost og sne.
Lækkersulten? Stil den i en fart med nem, hjemmelavet crunchy chokolade: Se opskriften på Isabellas.dk
Jordskokken er en afgrøde, der nærmest er umulig ikke at få til at trives. Til gengæld er knoldene ofte meget besværlige at gøre rene og skrælle. Men det er der heldigvis råd for. Hvis du hvert år sørger for at tage de glatteste jordskokker fra, når du høster, kan du bruge dem som læggejordskokker til næste års høst. Derved vil du efterhånden kun få jordskokker, der er nemme at rengøre.
Husk, at det er en myte, at jordskokker breder sig. Til gengæld er det ikke en myte, at de er svære at slippe af med igen, hvis de først har vokset et sted. Bare en lille efterladt stump kan spire og blive til en ny plante.
Så grøntsagen rapini i november
Savner du sommerens sprøde grøntsager, og kribler det i de grønne fingre, så fortvivl ikke. Netop nu kan du dyrke rapini, som er en fremragende, hurtigvoksende afgrøde til dyrkning i ydersæsonerne, da den udvikler sig bedst ved relativt lave temperaturer. Den kan sås hen til slutningen af november og allerede igen i februar. Er vinteren mild, kan du såmænd også dyrke den i et drivhus vinteren igennem. Rapini er en meget fjern slægtning til broccoli og et hit i både det moderne amerikanske og det klassiske italienske køkken.