En af de traktorer, der fragter turister til Mandø i Vesterhavet, er væltet. Der er tale om den traktor, der hedder Sælen.
"Vi fik en melding her lidt over middag om, at en af de traktorbusser, der kører mellem Mandø og fastlandet er væltet," fortæller Helle Lundberg, der er kommunikationschef i Syd og Sønderjyllands politi.
I følge Søværnets Operative Kommando er der 15 tilskadekommende i ulykken. Jv.dk skriver at tre er omkommet, men det er endnu ikke bekræftet af politiet. Syv ambulancer og to redningshelikoptere er i området. Tre patienter er netop fløjet til hospitaler i henholdsvis Odense, Esbjerg og Åbenrå for at få behandling.
Det var primært ældre mennesker, der var i bussen, fortæller brugsuddeler Jens Lück.
"Omkring 800 til 1000 meter fra øen vælter traileren, og den var fyldt op med ældre mennesker," siger han stakåndet til Newspaq.
Han kan se den væltede traktor fra øen.
"Det første, jeg har tænkt og sagt, er det tyske udtryk 'Scheisse', hvad skal man sige nu mere?," spørger Jens Lück. Scheisse betyder lort på tysk. Ulykken har sat livet på øen helt i stå.
"Chok. Øen er i chok," beretter han.
Politiet arbejder stadig på højtryk på stedet.
"Det vi gør i øjeblikket er at holde gang i redningsarbejdet og prøve at hjælpe så mange tilskadekommende som muligt," forklarer Helle Lundberg til Newspaq.
Traktoren kører på havbunden, når tidevandet trækker sig tilbage og er eneste forbindelse mellem øen og fastlandet. Traktoren er væltet på Mandø Ebbevej.