Skatteminister Kristian Jensen giver nu ejerne af 10-12 år gamle biler i 20.000 kronersklassen en ny chance for at få solgt til en ordentlig pris. I en lille måned ekstra kan man nå at sælge sin bil uden at gå glip af mange penge. Lovforslag L42, der skal bremse eksporten af gamle biler ved at give mindre i godtgørelse, når man eksportere dem, bliver nemlig alligevel ikke til lov den 1. april.
Ministeren har udskudt fristen til 27. april på grund af problemer med det beregningsprogram, Skat skal have på plads, inden loven træder i kraft, bekræfter ministeriet.
Kom i gang
Loven vil betyde, at Skat, når den nye lov er vedtaget, vil trække 7.500 kroner fra godtgørelsen, før den udbetales til bileksportørerne, og derfor bliver de ikke lige så interesseret i at handle.
Det vil slå bunden ud af markedet på biler med en pris på omkring 20.000 kroner, vurderer en ekspert.
»Nu er det bare med at komme op af stolen og slippe af med den gamle bil, især de store diesel- og benzinslugere med store motorer, der ikke kører ret langt på literen«, siger chefanalytiker Niels Grøftehauge fra bilvurderingstjenesten Bilpriser.dk.
Han forklarer:
»Fra nu af vil der nemlig ske det, at Skat i højere grad vil begynde at nedvurdere den type biler. Det er politisk ukorrekte biler, som politikerne er på nakken af. Og når de bliver nedvurderet, bliver det sværere at eksportere dem, for så får eksportørerne mindre i godtgørelse for dem.«
Gælder også varebiler
Der er også gode penge i varevogne til eksport, for eksempel til Afrika. Dem får ejerne nu også 27 dage ekstra til at få solgt til en bedre pris.
Specialbiler skal man også se at slippe af med, hvis man alligevel har besluttet sig for at sælge:
»Det er tidspunktet nu. Specialbilerne risikerer også at blive vurderet ned. Skat vil have nedbragt det meget store beløb, staten betaler i godtgørelse ved eksport, det er der ingen tvivl om. Beløbet er eksploderet de seneste år og har rundet 1,3 milliarder kroner«, siger Niels Grøftehauge.