Endnu engang måtte den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, i weekenden forholde sig til, at militante oprørere bruger civile irakere som mål for deres angreb.
Lørdag sprang en selvmordsbomber sin Mercedes-lastvogn med sprængstoffer i luften på det shia-muslimske Sadiriya-marked i hovedstaden Bagdad. Mindst 130 mennesker blev dræbt, og flere end 300 uskyldige blev såret.
Det er det næstværste enkeltstående angreb, siden krigen i Irak begyndte i marts 2003.
»Vi forsikrer befolkningen om, at vi vil stoppe disse angreb,« sagde en frustereret al-Maliki ifølge BBC.
Han er ikke i tvivl om, hvem der stod bag lørdagens angreb.
»Det irakiske folk, og verden er chokeret over dette. Saddams støtter er vendt tilbage for at begå nye forbrydelser,« sagde al-Maliki, der altså straks anklagede radikale sunni-muslimer.
Den vurdering var beboerne omkring den smadrede markedsplads søndag enige i.
»Hvorfor de angriber dette sted igen og igen? Kun fordi vi er shia-muslimer,« sagde en vred beboer, der overværede eksplosionen, til AFP.