Mens massevis af irakere spenderede søndagen på at fejre dødsdommen over deres tidligere præsident Saddam Hussein, gik tusinder på gaden i Tikrit i støtteaktion for selvsamme mand.
2.000 demonstranter fyldte gaderne i Saddam Husseins fødeby, mens de affyrede skud i luften for at vise deres vrede mod dommen, der sender Saddam til hængning på et senere tidspunkt.
Ved at troppe op til demonstrationen trodsede befolkningen i Tikrit det udgangsforbud, som regeringen søndag indførte i provinserne Bagdad, Diyala og Salaheddin, hvor Tikrit ligger, skriver CNN.
Helt anderledes tog de shiitiske beboere i Sadr by, Najaf og Wasit-provinsen nyheden om Saddams forestående hængning. Her festede man i gaderne, efter at dødsdommen blev afsagt.