Blot to dage efter at Iraks tidligere diktator Saddam Hussein blev dømt til døden, var han tilbage i retten. Det er den anden retssag mod Hussein, og i denne er han anklaget for folkemord på kurderne i det nordlige Irak i 1980?erne.
Man regner med at mere end 180.000 mennesker døde i udrensningen af kurderne.
Det er endnu ikke afgjort, om den irakiske regering vil hænge Saddam Hussein før eller efter, at denne retssag bliver afgjort. Men de irakiske ledere har tidligere meldt ud, at de vil have dommen eksekveret hurtigst muligt. Til gengæld kræver det kurdiske selvstyre, at man udsætter hægningen af Saddam Hussein, indtil den anden sag er afgjort.
Hussein blev dømt til døden søndag for mord på 148 mennesker i byen Dujail i 1982. Byens indbyggere blev myrdet som straf for et mislykket forsøg på at myrde Hussein.
Hvis henrettelsen bliver udsat, er der flere retssager i vente for den afsatte diktator. Undertrykkelsen af befolkningen i det sydlige Irak og det voldelige svar på en shiia-muslimsk opstand i 1991 er begge åbenlyse muligheder som anklagepunkter mod Hussein.