Saddam Hussein hængt i nat
Kort for klokken fire i nat blev eks-diktatoren henrettet sammen med to andre medtiltalte.

Læs også:
Vidne: Du kiunne se frygten i Saddams øjne
Datter vil have Saddam begravet i Yemen

Tidligt lørdag morgen blev henrettelsen af eks-diktator Saddam Hussein eksekveret. Den 69-årige tidligere præsident blev hængt sammen med sin halvbror og tidligere efterretningschef, Barzan Hassan al-.Tikriti, og den revolutionære dommer, Awad Ahmed al-Bandar.

»Saddams lig ligger foran mig. Det er forbi,« siger en kilde tæt på den irakiske regeringleder til CNN. Det statslige irakiske TV har også bekræftet henrettelsen.

Hængningen blev foretaget kl. 06.05 lokal tid – 04.05 dansk tid, og blev i følge flere medier overværet af mindst en læge og en fotograf. Det er ikke oplyst, om optagelserne offentliggøres på et senere tidspunkt - men det ventes, at de bliver offentliggjort ’snart’ for at give verden det endelige bevis for Saddam Husseins død.

Det er uklart, hvor i Bagdad henrettelsen blev foretaget.

Iraks eks-diktator blev i november dømt til døden for forbrydelser mod menneskeheden for drabene på 148 shiamuslimske landsbyboere fra Dujail efter et mislykket attentat i 1982.

Den amerikanske regering har advaret landets ambassader om at skærpe sikkerheden op til og efter henrettelsen, ligesom de amerikanske styrker i Irak er sat i øget beredskab.