Det er højtid – ikke kun for gløgg, andesteg og kalendergaver. Desværre også for indbrud.
Oktober, november og december er også månederne med markant flest indbrud. 29.000 danske privatboliger fik i 2018 ubudne gæster og boligen rippet for værdigenstande. Men hvad må og bør du egentlig gøre, hvis du overrasker en tyv med et brækjern i dit hjem.
Tre råd til at stoppe indbrudstyven
I stedet for at skulle i slåskamp med en indbrudstyv oplever man hos sikkerhedsvirksomheden Alarm365, at den sikreste måde at afværge et indbrud er med præventive handlinger, som helt stopper tyven, før du møder ham i stuen.
– Tyvens største frygt er at blive opdaget, og alarmer og videoovervågning giver en mærkbar præventiv effekt, som kan afholde tyven fra at ville bryde ind hos dig, fortæller Tom Guldmann, direktør hos Alarm365.
Direktøren giver her sine tre bedste råd for at stå ansigt til ansigt med en indbrudstyv:
* Skalsikring og tyverialarm. Fjern vridere fra hjemmets døre, sæt låse på vinduerne og installer en alarm. Er det både svært at komme ind, og er risikoen for at blive opdaget stor, så vil det ofte betyde, at tyven vil fravælge din bolig.
* Undgå konfrontationen. Overrasker du tyven i stuen, så pas på dig selv! Vedkommende kan være påvirket eller så desperat, at han vil kunne skade dig. Undgå derfor konfrontationen, ring efter politiet, og observer på afstand, hvad der sker. Ved at observere og hurtigt melde det til politiet, kan det sikre vigtige spor til efterforskningen.
* Bevar spor og beviser. Har politiet ikke håndgribelige beviser, er det tæt ved umuligt at få indbruddet opklaret. Gennem videoovervågning er det muligt at skaffe billedmateriale, som kan hjælpe politiet med at finde tyven.