For ti år siden blev revselsesretten ophævet, men hvis
poderne ikke opfører sig ordentligt, kan de stadig risikere at møde en hævet
hånd fra far eller mor.
Det viser en ny undersøgelse, som Børnerådet har lavet.
Helt præcist er det 13 procent af de 11-12-årige, der stadig
får smæk eller klø af forældrene. Og så er der den store mellemgruppe, der
bliver udsat for psykisk vold eller en anden form for fysisk vold.
Men forældre, der slår eller skælder meget ud, er ikke nødvendigvis onde forældre. De mangler simpelthen råd til, hvordan man kommer uden om situationer, som kan ende med smæk eller lussinger.
- Vi ser, at ordene og tålmodigheden ofte
slipper op for alt for mange forældre. Og det kan altså få store konsekvenser
for børnenes udvikling og trivsel. Derfor er vi gået sammen om at give moderne
forældre konkrete råd til, hvordan man opdrager med hjertet – også når man står
i køen i supermarkedet og barnet kaster sig på gulvet og skriger, fordi det vil
have slik, siger Bente Ingvarsen, der er national programchef i Red
Barnet.
En ny hjemmeside, www.bankslutforbudt.dk, giver forældre gode råd til at undgå konflikterne.
Koger temperamentet over, er det ifølge hjemmesiden en god idé at:
… tælle til ti og sige til sig selv, at barnet har endnu sværere ved at mestre situationen, end man selv har.
... hente hjælp hos ens partner, ens mor eller en nabo, der kan overtage barnet lidt.
… forsøge at bremse konflikten ved at være kærlig over for barnet;
”Jeg kan godt forså, du er vred over, at du skal i seng. Men kom her og
få et knus!”
Hvis man er tæt på at slå barnet, er det bedre at lave en lille
pause i konflikten og fx bede barnet gå ind på sit værelse. Trusler om
at gå fra barnet (hvis det fx plager i supermarkedet) gør kun ondt
værre, for trusler skaber vrede og utryghed hos barnet.
Er der nogle typiske situationer, hvor man ofte har konflikter med
sit barn, er det en god idé at prøve at forebygge. Er der fx altid
ballade omkring sengetid, kan man overveje, om barnet når at blive for
træt, og om man skal skabe bedre godnatritualer.
Er der altid ballade i
supermarkedet, kan det være, barnet er for sultent og træt til at være
med ude og købe ind. Måske kan man købe ind i frokostpausen, eller før
man henter barnet.