Han endte med at blæse på, hvad omgivelserne sagde, og valgte at følge sit hjerte.
Det fortæller komiker og radiovært Lasse Rimmer om starten på sit og den 17 år yngre Nanna Heisels forhold, som han nu taler ud om.
Da den dengang kun 18-årige pige kontaktede den kendte komiker over Facebook, tænkte han slet ikke på hende som kærestemateriale, fordi han selv var midt i 30'ere. De to chattede frem og tilbage på venskabelig vis, indtil Nanna foreslog, at de gik ud.
- Det var den bedste date, jeg havde været på på det tidspunkt. Jeg kunne virkelig godt lide hende, opdagede jeg, fortæller Lasse Rimmer til B.T.
Han var dog bange for, hvad andre ville tænke om den store aldersforskel, og komikerkollegerne holdt sig heller ikke tilbage med jokes om hans teenagekæreste.
På trods af omgivelsernes fordomme har parret nu holdt sammen i over tre år, og ifølge Lasse Rimmer tænker de ikke over aldersforskellen i hverdagen.
- Jeg kan kun mærke det rent fysisk. Men det svarer jo bare til, at hun har en jævnaldrende kæreste med leddegigt, joker han.
Kilde: B.T.