Hver fjerde dansker har moderat forhøjet kolesterol. De har med andre ord et for højt indhold af fedtstoffer i blodbanen.
Og når de hos lægen får konstateret forhøjet kolesterolniveau, bliver de som det første opfordret til at være fysisk aktive og ændre kosten.
Og hvilke madvarer og typer af fedt er det så, vi gerne skal undgå, hvis kolesteroltallet skal ned. Det har Samvirke kigget nærmere på og lavet denne liste, som kan bruges som rettesnor i jagten på et lavere kolesteroltal:
Mættede fedtstoffer
Det handler om at styre uden om de mættede fedtstoffer, som er "de forbudte” i forhold til kolesterol. Mættede fedtstoffer findes for eksempel i:
* Kød og pålæg med højt fedtindhold
* Smør og smørbart blandingsprodukt
* Stege- og bagemargarine og svinefedt
* Sødmælk, piskefløde, cremefraiche, ost og andre fede mejeriprodukter
* Palmin og kokosfedt/kokosolie
Som en tommelfingerregel kan man kende det mættede fedt på, at det bliver hårdt i køleskabet.
Svinekød, oksekød og lammekød
Hvis du skal undgå mættet fedt, bør du holde dig fra kød fra svin, køer og lam med normalt eller højt fedtindhold. Det er nogle af de store kilder til mættet fedt i vores kost.
Kage, kiks og chips
Begræns pommes frittes, chips, kager, kiks, chokolade og flødeis til festlige lejligheder og brug kun lidt sukker i madlavningen.
Læs meget mere om kolesterol, kost og fysisk træning på Sundhed.dk.