Julen er som bekendt bygget op om en lang række af traditioner. En af traditionerne må være, at køre hjemmefra i god tid, så man ikke sidder fast i juletrafikken.
Traditionen tro er Vejdirektoratet således ude med en vurdering af de forestående juledage, og har lige så sikkert som amen i kirken et bud på, hvornår man bør køre hjemmefra.
Der er især tre dage, som trafikanterne skal være opmærksomme på.
Det forventes ikke, at der vil opstå de store forsinkelser på vejene op til juleaften – dog er det værd at være opmærksom på den 22. og 23. december, lyder anbefalingen fra Vejdirektoratet.
Derimod er 2. juledag - altså den 26. december - erfaringsmæssigt én af årets store rejsedage, hvor mange vil hjem på samme tidspunkt.
Af den grund er der den 26. december stor risiko for, at der kan opstå kødannelser og forlænget rejsetid.
Seks råd til en behagelig biltur
- Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og sæt god tid af til din rejse.
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.
- Hold ekstra godt øje med vejrudsigten
- Kør efter forholdene, pas på farten og hold god afstand til de forankørende.
- Hav tæpper, noget at drikke og eventuelt en skovl med i bilen.
- Lyt til P4 Trafik under køreturen.