Dekorativt julepynt og små indpakkede overraskelser i nissesokken. Det skorter ikke på julekreativitet blandt de danske kendispar, når der skal fyres op for romantikken i december måned.
Første søndag i advent kunne komiker Andreas Bo således stolt vise sit julepyntede hjem frem på det sociale billeddelings-medie Instagram.
- Jeg har aldrig boet i et hjem, der har været så julehyggeligt og pyntet, som efter Mascha har taget over. Jeg elsker det, skriver komikeren med henvisning til sin kæreste, realitystjernen Mascha Vang.
Kalendergaver er også et hit, når kendte danskere skal hygge om hinanden op til jul. På den professionelle danser Claudia Rex' Instagram-profil, viser hun, hvordan "Hr. Rex" har pyntet op med guldpapirs-indpakkede gaveoverraskelser.
- Jeg har verdens sødeste kæreste! Glædelig 1. december, skriver Claudia Rex til billedet af de indbydende kalendergaver.
Det er kun en lille måned siden, hun lod musiker-kæresten Kasper Svenstrup fra dj-duoen Svenstrup og Vendelboe flytte ind i sin 50 kvadratmeter store lejlighed. Her kan juleromancen forhåbentlig også være et lille plaster på såret for Vild med dans-finalisten. I den netop overståede sæson af dansekonkurrencen måtte hun og dansepartneren Johannes Nymark nemlig kigge langt efter vindertitlen, som i stedet gik til vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl og hendes professionelle dansepartner Silas Holst.
Sidstnævnte, som privat er gift med Johannes Nymark, ser dog ikke ud til at have fået mindre held i kærlighed af den grund.
Mandag lagde han et billede på Instagram af parrets lille pige, som de sammen med veninden Louise Mahnkopf blev forældre til i september.
- Mit julemirakel, skriver han til billedet af en lille Maggie My, efterfulgt af hashtags hvor han kalder sin lille datter for "mit livs kærlighed".
Se Andreas Bos julepyntede hjem her: http://instagram.com/p/wDypsYLk2X/?modal=true'
Og billedet af Claudia Rex' pakkekalender: http://instagram.com/p/wD42c4lmv5/?modal=true
Newspaq