Den samlede danske medaljehøst ved OL voksede lørdag til fem medaljer, efter Danmark vandt både guld og sølv i roning.
Danmark er herudover sikret to medaljer mere i badminton og sejlsport, medaljernes karat kendes ikke endnu, spændingen udløses søndag.
Her en oversigt over, hvordan de danske OL-medaljer er kommet i hus:
Guld: 1
* Roning: Mads Rasmussen og Rasmus Quist, letvægtsdobbeltsculler
- I en højdramatisk OL-finale i mændenes letvægtsdobbeltsculler hentede danskerne guld efter en helt fantastisk slutspurt. Dermed strøg det danske flag til tops for første gang under legene i London.
Sølv: 2
* Skeetskydning: Anders Golding:
- Den danske skeetskytte hentede legenes første danske medalje, da han skød sig til sølv på skydebanen ved Royal Artillery Barracks. Danskeren lavede bare en enkelt forbier i finalerunden og nåede i alt op på 146 ramte lerduer på sine 150 skud.
* Roning: Fie Udby Erichsen
- Danskeren overraskede alt og alle ved OL. Allerede fra indledende heat viste danskeren høj klasse, og hun fortsatte med at imponere til finalens sidste åretag, hvor hun akkurat henviste den australske konkurrent til tredjepladsen. Tjekken Miroslava Knapkova vandt guld i suveræn stil.
Bronze: 2
* Roning, letvægtsfireren: Eskild Ebbesen, Jacob Barsøe, Morten Jørgensen og Kasper Jørgensen:
- Den danske letvægtsfirer - Guldfireren - førte OL-finalen fra start og hele vejen frem til de sidste par hundrede meter, hvor både Storbritannien (sølv) og Sydafrika (guld) kom op og lige akkurat nåede at presse sig forbi danskerne inden målstregen.
* Badminton, mixeddouble - Joachim Fischer og Christinna Pedersen:
- Den danske mixeddouble rejste sig flot efter det knebne nederlag i semifinalen og slog indoneserne Ahmad og Natsir i to klare sæt 21-12, 21-12 i kampen om bronzen.
Flere medaljer i vente søndag:
- Sejleren Jonas Høgh-Christensen er sikker på medalje forud for medaljesejladsen i finnjolle. Danskeren skal ud i en skarp guldduel, og kun hvis det går helt galt, må Høgh nøjes med bronze.
- Badmintonspillerne Carsten Mogensen og Mathias Boe skal søndag spille finale i herredouble mod et par fra Kina. Danmark er dermed sikre på enten guld eller sølv.
/ritzau/