»Hold byen ren – følg en svensker til færgen.«
I årtier har raske danskere vidst, hvordan svenskerne holdes ude af vores stolte fædreland. Så vi undgår opkast på gågader, slagsbrødre fra de svenske nåleskove og mørkt, tyktflydende spyt fra de snusende blå-gule.
Men det er ikke nok at holde svenskerne væk. De skal besejres. Overvindes. Nedkæmpes. Eller på godt fodbolddansk lammetæves som den salige landskamp mod svensken 5. oktober 1913, hvor vi klaskede dem 10-0.
Før den vigtigste kamp i dette årtusinde mod vores underlegne broderfolk i skovene viser Nyhedsavisen, hvor let det er at sejre over svenskerne. Vi smuttede en tur over broen og erobrede uden problemer alt fra stolte svenske bygninger til underskønne ungmøer.