Børn er genstand for forældres ubetingede kærlighed, og selvom de fleste forældre har de bedste intentioner for deres børn, undgår de sjældent at fejle.
Ifølge psykolog Mette Højvig kan disse fejl inddeles i fem forskellige forældretyper. Her er de typiske fejl og konsekvenser for det voksne barn.
1. DEN KRÆVENDE FORÆLDER
Er karakteriseret ved at være meget perfektionistisk. Andres mening er meget vigtig, og status og materialisme er i centrum. Alt skal se perfekt ud på overfladen. Denne type forælder kan indirekte stille krav til, at også følelser skal være perfekte; fx er det at udtrykke vrede ofte forbudt. Det er derimod vigtigt at være tilfreds og ikke lade de besværlige følelser fylde. Denne type forælder kræver meget af børnene, der hele tiden skal forsøge at være perfekte og yde det optimale. Det kan være meget svært for disse forældre at rumme, hvis barnet ikke har det godt. Moral vægtes også højt, man skal gøre det rigtige.
Konsekvenser for det voksne barn:
Det voksne barn får en gennemgående oplevelse af, at det vigtige er, hvad hun gør, og ikke hvem hun er. Det fører ofte til lavt selvværd og skam, fordi hun ikke kan leve op til forældrenes krav. Samtidig kan hun blive meget stræbsom, fordi hun har adopteret forældrenes tilgang til livet. Det voksne barn risikerer at blive følelsesmæssigt hæmmet og have svært ved at sætte ord på både de gode og de dårlige følelser. Samtidig kan hun opleve stor frygt for, hvad andre mener om hende.
Hvordan bliver du opfattet af andre? Test dig selv på Q.dk
2. DEN FRAVÆRENDE FORÆLDER
Er karakteriseret ved at være enten følelsesmæssigt eller fysisk fraværende. Det kan bunde i mange forskellige ting, fx kan det være forældre, der går meget op i karriere eller er optaget af egen selvrealisering. Det kan være forældre, der er ufrivilligt fraværende, fordi de kæmper med sygdom, enten fysisk eller psykisk, eller er fraværende pga. skilsmisse eller død. Resultatet er, at barnet ikke bliver set og hørt af forælderen i det omfang, det har brug for.
Konsekvenser for det voksne barn:
Hun kan komme i tvivl om egen værdi, fordi hun er vokset op med, at der hele tiden var noget andet, der var vigtigere, og hendes behov for at blive set er blevet udskudt. Det voksne barn kan derfor have svært ved at stå ved sine egne behov og tro på, at andre har omsorg for hende. Samtidig vil hun ofte søge bekræftelse og anerkendelse hos andre. Hun kan opleve en stor angst for at miste. Det voksne barn kan også blive meget stræbende for at konkurrere med det, der tog forælderens opmærksomhed. Omvendt kan hun også gå i den anden grøft og leve helt modsat forælderen, fx aldrig få færdiggjort en uddannelse, hvis forælderen gik meget op i karriere.
Undgå skænderier i parforholdet. Få de gode råd på Q.dk.
3. DEN TYRANNISKE FORÆLDER
Er karakteriseret ved at bruge rå magt og det at skabe frygt hos barnet for at kontrollere det. Det udlægges som, at barnet skal have respekt for forælderen og adlyde, hvilket er afgørende for denne forældretype. Forælderen overreagerer ved ulydighed, fordi det opleves som mangel på respekt. Forælderen udnytter sin autoritet over for barnet, og det kan slå over i fysisk eller psykisk vold eller seksuelt misbrug. Det kan opleves, som at forælderen ønsker at knække barnet.
Konsekvenser for det voksne barn:
Heldigvis er denne type forælder ikke længere så udbredt, men disse børn risikerer store psykiske mén. De kan have svært ved at indgå i nære følelsesmæssige relationer til andre. De bliver ofte meget mistroiske og forventer, at verden er farlig. De kan reagere med at blive som forælderen og opsøge kamp og konflikt, eller de kan blive underdanige og føje sig. De har ofte lavt selvværd og kæmper med skyld, tendens til angst, depression og misbrugsproblemer.
4. DEN UMODNE FORÆLDER
Er karakteriseret ved ikke at påtage sig det voksne ansvar. Det kan være en psykisk skrøbelig person, som fx har svært ved at rumme barnets følelser og alderssvarende adfærd. Eller det kan være forælderen, som ønsker en venskabsrelation frem for en forælder-barn-relation, og undgår konflikter ved ikke at sætte grænser. Det kan være forælderen, der bruger barnet som fortrolig og psykisk støtte. Det betyder, at der ikke er passende grænser mellem barn og voksen, og barnet får et ikke-alderssvarende ansvar.
Konsekvenser for det voksne barn:
Børn af denne forældretype bliver små voksne, der går glip af at få lov at være børn. Som voksne bliver de meget empatiske og givende over for andre mennesker. Hvis ikke de konstant er givende, kan de føle skyld og meningsløshed. Det voksne barn kan derfor have svært ved at tage hensyn til egne behov og følelser og kan være bange for egne stærke følelser, fordi de havde magt til at overvælde forælderen i barndommen. Relationen til forælderen kan være præget af ambivalens, fordi det voksne barn på den ene side vil have svært ved at slippe ansvaret for forældrene, og samtidig kan reagere med vrede rettet mod forældrene. Det voksne barn kan få svært ved at indgå i ligeværdige relationer til andre mennesker.
5. DEN EVIGE FORÆLDER
Er karakteriseret ved ikke at kunne give slip på autoritet og ansvar, hvilket hindrer barnet i at blive selvstændigt. Forælderen gør rigtig meget for barnet og har en tendens til at tage over, når barnet har problemer i stedet for at lade det tage alderssvarende ansvar. Barnet får ikke lov at sætte spørgsmålstegn ved forældrenes holdning og får derfor ikke lov til at udvikle egne holdninger. Denne type forælder kan fx blive ved med at opdrage på barnet også efter, at det er blevet voksent. Barnet får derved heller aldrig lov til at blive betragtet som en ligeværdig voksen.
Konsekvenser for det voksne barn:
Barnet kan have svært ved at tage ansvar og kan derved få svært ved at få voksenlivet til at fungere. Det kan forvente, at forælderen stiller op hver gang, der er problemer, fx med økonomi eller pasning af børnebørn. Det kan blive usikkert og frygte for at skulle klare sig uden forælderen. Det kan blive fanget i en ambivalens, hvor det søger forælderens accept og hjælp, men samtidig reagerer med vrede, når det får den, fordi det er frustrerende stadig at være afhængig af forælderen. Over for andre kan det reagere med at opføre sig som forælderen, der tager alt for meget ansvar, eller blive ’barnlig’ og appellere til, at andre tager ansvaret.
Af Camilla Leyla Lind, Psykologi, Aller Media