Sådan fastsættes Cibor-renten

Cibor er en rentesats. Og nu skal det undersøges, om kunderne har betalt for meget.

Cibor-renten fastsættes ved, at otte banker hver dag fortæller, hvilken rente de vil have, hvis de skal låne penge ud til en anden bank uden sikkerhed.

Det drejer sig om Barclays Capital, Danske Bank, Deutsche Bank, Jyske Bank, Nordea Bank, Nykredit Bank, Sydbank og Spar Nord Bank.

* Når de otte banker har indberettet dagens rente til Finansrådet, fjernes de to højeste og to laveste indberetninger, og der udregnes et gennemsnit af de sidste fire.

* Renten beregnes for lån af forskellig varighed og offentliggøres hver dag klokken 11:00.

* Cibor benyttes ofte for diverse låneaftaler og påvirker en lang række lån i den finansielle sektor.

* Ifølge Finansrådet tager danske realkreditlån for 475 milliarder kroner udgangspunkt i Cibor.

(Kilder: Finansrådet, OMX Nasdaq)

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.