Buschaufførerne strejker, og der er ikke en bus i miles omkreds.
Heldigvis betaler Movia for en taxa, så man ikke kommer for sent til arbejde.
Men hvordan benytter man sig af selskabets såkaldte rejsegaranti?
1. Du skal selv lægge ud for din taxa - husk at få taxakvittering.
2. Udfyld ansøgningsskema og send både ansøgningsskema og original taxakvittering til Movia, mærk kuverten: Rejsegaranti
3. Ansøgningsskema finder du på www.moviatrafik.dk
4. Rejsegarantien dækker op til 300 kr. for den samlede rejse fra stoppested til stoppested, hvis man har ventet mere end 20 minutter på en bus. Kører buslinjen slet ikke, behøver man dog ikke at vente, oplyser Movia. Selvom garantien kun dækker fra stoppested til stoppested, kan man godt tage taxa hele vejen fra sit hjem og til arbejdspladsens adresse - man betaler så selv turen 'til og fra stoppestedet'.
5. Ansøgningsskema skal være fremme hos Movia senest 14 dage efter, at du har taget taxaen.
Movia oplyser til Newspaq, at rejsegarantien fra 1. maj 2010, hvor den blev indført, og frem til 1. januar i år, har kostet selskabet 117.000 kroner.
Hvor dyr, torsdagens busstrejke bliver i form af taxaregninger, har Movia ikke noget overblik over.