Du er allerede et skridt nærmere drømmejobbet, når samtalen er i hus. Men derfra og til at kunne skrive under på kontrakten er der fortsat et stykke.
Heldigvis er der flere ting, du kan gøre, for at give dig selv et forspring i forhold til de øvrige kandidater. Finans.dk har samlet en række HR-chefers bedste råd til jobsamtalen:
Vis overskud og charme så snart du træder ind
Det kan godt betale sig smile, give et fast håndtryk og generelt møde op med en positiv indstilling. Ifølge Nicolai Raimund Jensen, der er HR-direktør i Carlsberg Danmark, bliver du nemlig vurderet i det sekund, du træder ind af døren.
- At vise en helt naturlig interesse er også godt. Du bemærker kaffekopperne, udsigten og er interesseret i vores personer. Alt tæller, siger han.
Vær ærlig omkring svagheder
Når du bliver spurgt ind til dine svagheder – og det vil du oftest blive – så læg kortene på bordet. Både når det kommer til det personlige og professionelle plan, lyder rådet.
- Hvis du slet ikke kan svare, så siger det noget om din selvindsigt. Og selvindsigt betyder noget for dit udviklingspotentiale og samarbejdsevne, siger Susie Sandberg, der er recruiter hos Microsoft.
Vær på jagt, frem for på flugt
Pas på med at give udtryk for, at du søger væk fra noget, frem for hen mod noget. Det giver i højere grad pote at lægge vægt på, at du søger jobbet, fordi du gerne vil udvikle dig eller have nye udfordringer, lyder rådet.
- Mine alarmklokker ringer desuden, hvis du fortæller, at du gentagne gange har haft clashes med forskellige chefer, siger Susie Sandberg.
Læs alle rådene på finans.dk.