Sådan får dit barn en god nattesøvn

Der skal ikke meget til, for at dit barn får en god søvn. Avisen.dk giver gode råd.

Af Stinne Poulsen | stpo@avisen.dk

Børn, der leger cowboy og indianer eller ser tv lige inden sengetid, har ofte problemer med at falde i søvn. Forældre bør i stedet gøre aftenstunden rolig, og så skal de for alt i verden ikke bruge sengen som trussel, oplyser søvneksperter.

»Det er meget vigtigt, at børn ikke forbinder sengen med straf. Hvis børn ofte kommer tidligt i seng som straf, vil de forbinde det at sove med noget utrygt,« siger Allan Hvolby, der er læge ved børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Psykiatricenter Vest i Esbjerg.

En times ro før sengetid

Det er desuden en misforståelse, at børn skal brænde krudt af, inden de skal sove.

»Børn skal ikke være voldsomt fysisk aktive en time inden sengetid. Det gør, at de er længere tid om at falde i søvn og derfor har sværere ved at koncentrere sig næste dag,« forklarer han.

Overlæge Poul Jennum fra Dansk Center for Søvnmedicin er enig i, at fjernsynet skal ud, og at godnatlæsning skal erstatte fysisk aktivitet. Men han advarer også mod at sygeliggøre børn.

»Hvis ens barn er sundt og raskt og får frisk luft i løbet af dagen, skal man ikke bekymre sig om, at de er 20 minutter om at falde i søvn. Jo mere vi sygeliggør søvnen, des flere søvnproblemer får vi,« siger han.