I nat har dansk film chancen for at vinde en Oscar for femte gang i kategorien ”Bedste internationale film”, hvor ”Pigen med nålen” er nomineret.
Men den danske delegation kommer til at rejse tomhændet hjem fra Hollywood. I hvert fald hvis man skal tro eksperterne hos Danske Spil.
– Mere end fire ud af fem spil på kategorien ’Bedste internationale film’ er sat på det danske bud, så vores kunder har tydeligvis ikke mistet kampgejsten, selv om udsigterne til en dansk Oscar er smalle. Vi tror, at det bliver ved en nominering til Pigen med Nålen, som vi lige nu kun giver 2,5 % chance for at vinde,” siger Danske Spils oddssætter og film-ekspert, Mathias Reimer Larsen.
Favoritten til at løbe med den eftertragtede statuette går i stedet til Brasilien og filmen ”I’m still here”.
Danmark vandt prisen første gang i 1988 for ”Babettes gæstedebud” og gentog triumfen året efter med ”Pelle Erobreren”. I 2011 vandt ”Hævnen”, mens ”Druk” løb med æren i 2021.