Caroline Fleming har et godt øje til særdeles velhavende mænd. Først var hun i en årrække gift med milliardæren Rory Fleming, og hendes nyeste kærlighed behøver bestemt heller ikke gå sulten i seng.
Henrik Lind, som sprang ud som TV-baronessens nye kæreste i april, er nemlig god for 9,1 milliarder kroner. Det viser en opgørelse over Danmarks rigeste, som Økonomisk Ugebrev netop har offentliggjort.
47-årige Henrik Lind grundlagde sin enorme formue, da han for lidt over tre år siden solgte sit livsværk, Danish Commodities. Firmaet, der handlede med el og gas, havde han selv bygget op fra grunden, og salget indbragte tre milliarder kroner.
De mange penge blev investeret videre, og det med særdeles dygtig hånd. Siden salget har han næsten tredoblet sin formue. Alene dette sidste år er der ifølge opgørelsen lagt 2,3 milliarder til formuen. Det svarer til en fortjeneste på mere end seks millioner kroner – hver eneste dag! På den nye liste over landets rigeste, indtager Lind en 20.-plads.
Henrik Lind har tre børn fra et tidligere forhold.