Danske bilejere skal måske overveje at tage cykel til moster Ellens fødselsdag i weekenden.
Udover en masse sol byder de næste dages fri også på benzinpriser, som stiger.
Epn.dk skriver i dag, at benzinselskaberne hæver prisen på en liter 95 blyfri benzin med 13 øre, så den mandag morgen er oppe i 12,72 kr. på de bemandede tankstationer.
Tendens er nu ikke noget nyt. De seneste 10 dage er prisen gået i vejret med sammenlagt 50 øre per liter, og fortsætter dette, kan prisen meget hurtigt nå den hidtidige rekord på 12,85 kr fra 12. maj i år.
Ifølge Christin Tuxen, senioranalytiker ved Danske Markets, er der flere parametre, som er skyld i prisstigningen.
"Orkan-sæsonen er så småt i gang i USA og skaber bekymring om, hvorvidt olie-produktionen kan opretholdes på kort sigt. EU overvejer desuden en olie-embargo mod Syrien for at lægge pres på præsident Assad, og endelig har USA og Kina i den forgangne uge leveret bedre-end-frygtede indikatorer for fremstillingssektoren og dermed for en tid sat bekymringer om en ny global recession lidt til side," siger Christin Tuxen til epn.dk.
Der er dog lidt at glæde sig over. Fremgangen i danskernes købekraft betyder nemlig, at benzinprisen skal over 20 kr. pr. liter for at ramme pengepungen på samme måde, som det var tilfældet i 1981. Det fremgår af en analyse fra Realkredit Danmark.
Kilde: Epn.dk