DSB har modtaget og godkendt det sidste IC4-tog fra den italienske leverandør Ansaldobreda.
Det oplyser selskabet til Ritzau mandag, hvor der var sidste frist for levering.
- Nu kan vi sætte punktum for et 13-årigt samarbejde med leverandøren, som jeg vil karakterisere som lidt af en lidelseshistorie, siger Steen Schougaard Christensen, administrerende direktør for DSB Vedligehold, til Ritzau.
Med det sidste tog på plads har DSB nu modtaget 82 af de 83, som man helt tilbage i 2000 bestilte hos italienerne.
Ordren på tog nummer 83 blev tidligere på året annulleret, da det befinder sig i Libyen, efter det under uransagelige omstændigheder blev givet som gave til landets tidligere diktator Muammar Gaddafi af Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi.
Oprindeligt skulle samtlige tog have været leveret i 2006, men det endte altså med at blive en samlet forsinkelse på syv år, før DSB kom til at modtage det, der engang blev set som fremtidens tog.
Dertil kommer, at DSB tilbage i 2009 indgik et forlig med leverandøren, hvor man mod et nedslag i prisen accepterede at modtage togene i en stand, hvor de ikke er klar til at komme på skinner.
- Nu skal vi virkelig i arbejdstøjet for at få færdigombygget de sidste togsæt og få dem gjort tilstrækkelig driftsstabile, siger Steen Schougaard Christensen.
For selvom DSB nu råder over 82 IC4-togsæt, er det i dag kun 48 af dem, der er godkendt til at fragte passagerer rundt på de danske skinner.
- Jeg vil ikke stikke nogen blår i øjnene og sige, at det er noget, vi bare lige gør, for alle danskeres erfaring er, at IC4 er en kompleks størrelse, forklarer direktøren.
Han forventer, at de sidst tog vil være godkendt til kørsel med passagerer i starten af 2015.
/ritzau/