I børnehaven Mælkebøtten på Margretheholmen i København er børnene glade for tiden. Mandag dalede der pludselig store, tunge snefnug ned fra himlen, og børnene trykkede snuderne mod ruden, mens de iagttog, at deres legeplads langsomt blev tildækket af en blød, hvid dyne. Flyverdragt, luffer, huer og støvler blev fundet frem, og så skulle der tumles.
»Det bedste ved sneen er, at man kan kælke,« siger Emma.
Hun er fem år og er travlt optaget med at lave verdens bedste snelagkage sammen med Liv. Liv er kun tre og et halvt år gammel, men det gør ikke så meget.
»Og snemænd med gulerodsnæser,« tilføjer Liv og standser sin løbende næse med tungen.
Bag de to piger er William og Jens Jakob i gang med at teste børnehavens egen kælkebakke. Den er ikke ret lang, men de kan få ganske god fart på alligevel, og de morer sig gevaldigt med at drøne ind i en træstub neden for bakken.
Hos dagligvarebutikkerne blev sneen også modtaget med kyshånd. Salget af kælke havde næsten været lig med nul frem til mandag, men endelig kom vejrguderne med en løsning på det problem.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at salget af bobslæder, som er vores primære vare, når det drejer sig om kælke, ikke har været ret godt frem til nu. Hvis vi udelukkende levede af at sælge bobslæder, så ville det ikke se godt ud.
Nu kom der heldigvis lidt gang i salget mandag på grund af sneen, og derfor håber vi naturligvis på, at der falder noget mere,« siger Erik Eisenberg, informationschef, Dansk Supermarked.
Han oplyser, at prisen på en bobslæde er omkring 100 kroner.
Hos Coop Danmark glæder man sig også over sneen.
»For os startede salget først rigtig i går (mandag, red.). Vi solgte næsten dobbelt så mange bobslæder på én dag, som i resten af 2007,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør, Coop Danmark.
Men de skal nok ikke glæde sig for tidligt, for fredag er sneen højst sandsynligt væk igen.
Ole Månsson, vagthavende hos DMI, fortæller, at sneen vil blive liggende i hovedstadsområdet et par dage endnu, men fra natten til fredag skulle menuen stå på regn og slud i store dele af landet.