Piskefløde, riiigeligt med piskefløde, fristes man til sige med en let omskrivning af brødrene Price-klassikeren "smør, riiigeligt med smør".
I hvert fald lander ikke færre end 6,4 millioner halvliters kartoner med fløde i indkøbskurvene hos os danskere i december.
Det er voldsomt mange, når der sammenlignes med salget af piskefløde resten af året.
Fra januar til og med november sælges der nemlig "kun" det halve antal. Det viser salgstal fra Arla.
Det er danskernes hang til traditioner i den søde juletid, som sender de mange liter piskefløde ind i køkkenerne.
Her forsvinder piskefløden ned i alt fra risalamande og bagværk til tarteletter og nok så vigtigt brun sovs.
Men risalamande er den opskrift med fløde, som flest danskere i december søger efter år efter år.
Ifølge Arla ser de seneste søgetal fra Karolines Køkkens database på de populæreste opskrifter med fløde i december således ud:
Top 5 over opskrifter med fløde i december
1. Risalamande 227.458 søgninger
2. Pebernødder 42.487 søgninger
3. Pandekager 41.814 søgninger
4. Julecheesecake 35.741 søgninger
5. Kartoffelsuppe med porrer 28.033 søgninger