Når klokken slår nytårsnat, og du springer ind i 2017, har du måske et nytårsforsæt eller to for det nye år.
Hvis du gerne vil være i stand til at holde det, du lover, skal du fra start gøre dig klart, hvad det præcis er, du vil opnå, fortæller Torben Wiese til Samvirke.dk
Torben Wiese er foredragsholder og forfatter til bogen ”Bryd vanen og nå dine mål”, og han har et par klare råd til, hvordan du overholder dit nytårsforsæt. Her er et lille udpluk af rådene:
1. Du skal have et mål
Du skal gøre dig helt klart, hvad det er, du ønsker. Vil du gerne træne mere, se mindre fjernsyn eller noget helt andet? Tænk over det, før du siger det højt nytårsaften. På den måde står det også klart i din hjerne.
2. Tænk på fordelen
Når du skal gøre noget nyt i din hverdag, skal du bryde dine vaner. Det kan være svært, men det hjælper, hvis du hele tiden har for øje, hvad slutresultatet bliver - måske taber du dig ved at træne mere, får mere energi, får mere selvtillid eller bliver sundere. Brug den fordel, du opnår, ved at gøre det, du ønsker, som din motivation. Tænk på det igen og igen.
3. Tænk over ulempen
Hvis en positiv motivation ikke er nok, kan du også bruge lidt tid på at overveje, hvad der sker, hvis du ikke begynder at træne mere. Det kan måske hjælpe dig i træningstøjet visse dage, hvis du siger til dig selv, at ingen træning er lig med dårligt humør, dårligt selvværd eller et kritisk helbred.
4. Beløn dig selv
Hvis du har virkelig svært ved at overholde dit nytårsforsæt, så overvej, hvordan du kan gøre det nemt for dig selv. Du har sagt, du vil træne mere. Find ud af, hvordan du nemmest gør det, eller hvor lidt der som minimum skal til. Starter du småt ud, får du måske blod på tanden undervejs. Og beløn så dig selv, når du er god - aftal med dig selv, at du må gøre noget rart, når du har overholdt dit nytårforsæt i en periode.
5. Erstat den dårlige vane
Hvis dit nytårsforsæt er at droppe kager, så kan det måske hjælpe dig at erstatte den vane med noget andet godt. Find ud af, hvad der kan stå i stedet for kage, når trangen til en romkugle melder sig. Må du i stedet drikke en god kop kaffe, eller må du spise en skål af det lækre frugt, du har forberedt på forhånd?
Ja, der er rigelig med gode tips til, hvordan du undgår at tabe ansigt og opgive dit nytårsforsæt allerede i starten af januar. God kamp!