Nicklas Bendtner havde omkring otte genstande - sandsynligvis flere - i blodet, da fodboldspilleren natten til søndag blev stoppet i sin bil af politiet på Gammel Strand i København.
Det er tirsdag kommet frem, at Juventus-spilleren havde en promille på minimum 1,75, hvilket betyder, at Bendtner havde drukket tæt.
Med en vægt på 84 kilo - som det står opført på DBU's hjemmeside - svarer en promille på 1,75 til 8,5 genstande, hvis man benytter en promille-udregningsmodel fra sundhed.dk.
Da alkoholen bliver forbrændt med 0,15 procent per time, så kan fodboldspilleren sagtens have drukket endnu mere natten mellem lørdag og søndag.
Udregningsmodellen er dog ikke helt nøjagtig, da det eksempelvis også har betydning, om Nicklas Bendtner har indtaget mad, mens han har drukket.
Derudover har Bendtners fedtprocent også betydning for promillen.
/ritzau/