Vasker du tøj for din kæreste? Hvem laver mad, når I spiser sammen? Hvordan omtaler andre jer? Kontakter du din kæreste over telefon eller mail?
Det er eksempler på spørgsmål, kontanthjælpsmodtagere skal svare på, når kommunen skal undersøge og vurdere, om de reelt er enlige eller ej.
"Folk på kontanthjælp kan intet have, ej heller retten til privatliv hvilket er ukrænkeligt ifølge grundloven," siger en anonym kontanthjælpsmodtager til Ekstra Bladet.
Han finder spørgsmålene krænkende og mistænkeliggørende, og han er ikke den eneste. Flere kontanthjælpsmodtagere raser over den nye lov om gensidig forsørgerpligt, og kommunens behandling af ledige i den forbindelse.
Silkeborg kommune bekræfter, at skemaet med spørgsmål om lediges mad- tøjvask- og samlivsvaner bliver brugt til at vurdere, om en kontanthjælpsmodtager er reelt enlig eller ej.
Borgerrådgiver Sonja Pedersen har dog aldrig oplevet, at borgere er blevet stødt over de nærgående spørgsmål.