En ny analyse fra Spar Nord og Bilbasen viser, at elbiler i gennemsnit er 25,5 procent billigere at eje og køre end benzinbiler. Det svarer til en årlig besparelse på godt 14.200 kroner for en bilejer med et kørselsforbrug på 20.000 kilometer.
Ifølge analysen koster en benzinbil i gennemsnit 2,78 kroner pr. kilometer, mens en elbil ligger på 2,07 kroner. Den lavere pris skyldes blandt andet billigere strøm sammenlignet med benzin og færre udgifter til service og afskrivning.
– Elbilens økonomiske fordel bliver særlig tydelig for dem, der kører mange kilometer, siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.
Også Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm peger på, at forskellen kan mærkes i privatøkonomien:
– Transport er en af de største faste poster i husholdningsbudgettet, og her kan selv mindre forskelle i kilometerprisen betyde mange tusinde kroner på årsbasis, siger han.
Timingen for at skifte til elbil er desuden gunstig lige nu. Priserne på brugte benzin-, diesel- og plug-in hybridbiler er fortsat høje, fordi mange eksporteres til andre europæiske markeder. Det giver danske bilkøbere attraktive byttepriser, påpeger Jan Lang.
Samtidig er udbuddet af både nye og brugte elbiler rekordstort, hvilket gør det lettere at finde en model, der passer til både behov og budget.
Så meget kan du spare:
- Gennemsnitlig forskel: 0,71 kr. pr. km
- Ved 20.000 km årligt: ca. 14.200 kr.
- Det svarer til omkring 1.200 kr. om måneden
Om undersøgelsen:
Beregningerne af totalomkostningerne (eller TCO - Total Cost of Ownership) er baseret på de 10 mest solgte nye biler og de 10 mest solgte brugte biler i Danmark fra januar til og med maj 2025. Dieselbiler er ikke medtaget i analysen, da der ikke optræder dieselbiler blandt de mest solgte biler i perioden.