"60 pakker smør, der forsvandt".
Sådan skriver Liberal Alliance-politikeren Anders Samuelsen på sin åbne Facebook-profil, og illustrerer sit vægttab med et før- og efter-billede flankeret med en kommentar om, at han ikke håber, billederne er for stødende for Facebook.
I sidste uge skrev Ugebrevet A4, at SF's vælgere var den gruppe med flest moderat overvægtige. Men selvom Anders Samuelsen tilhører den stik modsatte fløj i dansk politik, havde han pludselig vægten til fælles med de socialistiske vælgere.
"Mellem jul og nytår rundede jeg for første gang i mit liv 90 kilo! Det brød mine drenge sig IKKE om. Og det gjorde jeg heller ikke selv. Den mindste trappe - og jeg prustede. Jeg fik endda mails fra bekymrede folk," skriver Samuelsen videre på sin Facebook-profil.
Han har nu tabt 15 kg på kun ni uger, og det har iølge ham selv ikke været så svært.
Hvordan den kendte politiker bar sig ad, vil han afsløre lørdag, hvor hele kuren bliver lagt op på profilen.
Kilde: Facebook.