150.000 kroner får den ældste Brønderslev-datter, som blev tortureret, voldtaget og lejet ud som prostitueret af sine forældre i årevis.
Hun havde krævet næsten en hel million. Den næstældste datter får 145.000, mens de resterende børn får 45.000 hver for de pinsler, deres forældre har forvoldt dem.
Samlet havde den sammenførte børneflok fra rædselshuset ellers bedt om en erstatning på næsten to millioner kroner.
Den 42-årige far og 37-årige mor skal deles om betalingen, som de har accepteret, efter der er faldet dom i sagen i dag.
Faren har fået den hårdest mulige dom, som lyder på forvaring. Det vil sige, at han skal i fængsel på ubestemt tid - en straf, der er værre end den danske livstidsstraf.
Moren fik fire års fængsel for sin medvirken til mishandlingen. Hun er i modsætning til faren ikke dømt for de seksuelle overgreb mod børnene.
Begge forældre vil anke deres dom. De har hele tiden afvist de afskyelige anklager.