December er højsæson for julefrokoster og dermed også for utroskab.
Men allerede inden julemåneden siger syv procent af danskerne i en ny meningsmåling foretaget af YouGov for metroxpress, at de har været deres partner utro i år.
Mændene har været særligt slemme - her er det ifølge undersøgelsen hver tiende, der erkender at have været utro. Det kan ifølge parterapeut Martin Østergaard skyldes, at mændene har sværere ved at tale om problemer i et parforhold.
- Så kan det føles lettere at række ud mod en anden kvinde, hvis noget går skævt, siger han til metroxpress.
Men kønsforskellen skyldes nok nærmere, at kvinderne ikke vil indrømme deres udåd, mener sexolog Sara Skaarup:
- Det hænger sammen med folks opfattelse af, at det er mandens natur, at han skal ud og løbe hornene af sig, mens kvinden betragtes som 'billig', hvis hun har mange sexpartnere, siger Sara Skaarup til metroxpress.
Hun er ikke overrasket over tallet, og tror, at endnu flere har været utro, men ikke vil stå ved det i undersøgelsen.
Parterapeut Martin Østergaard er til gengæld lettere chokeret over, at så mange har været utro alene i år.
- Hvis det bliver opdaget, kan den, der er blevet bedraget, bruge flere år på at komme igennem en tilgivelsesproces. Der går nogle djævelske mekanismer i gang, hvor man bliver besat af at vide mere - hvor mange gange har I snakket sammen, hvor længe stod det på, og den slags, fortæller parterapeuten til metroxpress.