Det er ikke så tit det sker. Men nu har et storkepar på Sjælland leveret afkom.
Et kuld storkeunger har set dagens lys på toppen af en skorsten på et gartneri i Gundsølille nord for Roskilde.
"Storkene er blevet mere aktive i reden de sidste par dage, hvilket er et tegn på, at der nu ikke længere ruges, men i stedet passes på de små nyklækkede unge," siger Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk til Newspaq.
Ungerne er endnu ikke blevet set, men Jess Frederiksen forventer, at der er mellem tre og fem styk. Deres forældre hedder Ida og Emil, mens rollinger endnu ikke er blevet navngivet.
Hvorfor det i år er lykkedes et storkepar at få unger herhjemme, skyldes især en ting.
"Det faktum, at storkeparret havde en fix og færdig rede og ruge i, har medvirket til, at rugningen er startet tidligt," siger Jess Frederiksen.
Det er dog ikke sikkert at alle unger overlever. Især ikke fordi april måned har været så tør. Det betyder, at det er svært at finde føde.
"Når jorden er så tør, så er det svært for storkene at finde de orme, som ungerne især lever af," fortæller fuglekenderen.
Men hvis alt går godt, så vil de første unge være på vingerne i midten af juli måned.
Der er kun ét storkepar i Danmark i år, men der er enlige storke i Østjylland og Nordjylland, mens der også er observeret en stork ved Ribe.