Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er faldet til 17, viser opgørelsen fra Statens Serum Institut. Det er seks personer færre end mandag.
Der er registreret to dødsfald siden mandag. Dermed er i alt 609 personer døde med coronavirus i Danmark.
Yderligere ti tilfælde med virusset er bekræftet, og 48 har overstået deres infektion.
Anderledes er det på den anden side af Øresund. Her er der det seneste døgn registreret yderligere 14 dødsfald blandt coronapatienter i Sverige, ifølge den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, tirsdag.
Ialt er 5447 døde med coronavirus i landet.
73.344 personer er bekræftet smittede med coronavirus i Sverige. Det er en stigning på 283 fra opgørelsen mandag.