Klokken 18.00 tjekkede en yderst celeber gæst ind på Hotel Skt. Petri i København. Omgivet af sikkerhedsvagter og med en stor cigar i hånden ankom Arnold Schwarzenegger til hotellet i Krystalgade i det indre København.
Her skal han bo i de næste par dage under sit klimaophold i landet.
Første punkt på dagsordenen for Californiens guvernør er en reception samt en privat middag hos den amerikanske ambassadør Laurie S. Fulton i Charlottenlund, hvor Århus-borgmester Nicolai Wammen også vil være med, skriver Ekstra Bladet.
I morgen skal han sammen med 150 prominent gæster være med til en såkaldt 'High-end reception' i Mogens Dahls Koncertsal i København.
Onsdag formiddag holder The Terminator et indlæg i borgmester-klimatopmødet på Københavns Rådhus, hvorefter han formentlig siger 'hasta la vista'.
Den tidligere skuespiller ankommer til Danmark netop som kronprinseparret har inviteret et udvalg af borgmestre fra hele verden til julebuffet på Amalienborg.