Glem alt om erantis, krokus og vintergækker, der pipler op af jorden i de danske haver. Glem alt om små skud i hækken.
For nu er forårsbebuderen over dem alle kommet: Storken er landet og har slået sig ned på en mark ved Vamdrup i det sydlige Jylland. Og det er ikke bare en enkelt stork, der er kommet på afveje. Hjemmesiden storkene.dk kan berette om et helt storkepar, der spankulerede rundt på marken for at finde nogle små lækre frøer.
Og søndag eftermiddag var de stadig på stedet, fortæller storkeiagttager Peter Holst fra landsbyen Bastrup til hjemmesiden. Det skulle være de første storke, der er set i Danmark i år - hvis man ser bort fra den enlige stork, der kiggede forbi Aabenraa i januar.
Mens amatørfotografer i de kommende dage vil rette linsen med
storkeparret ved Vamdrup har beboerne i landsbyen Hvedstrup ved
Roskilde er godt og nært kendskab til storkene Ida og Emil.
Storkeparret har ifølge storkene.dk været faste beboere hele året siden
2003.
Siden er det blevet til 15 flyvefærdige unger. De har alle
taget den lange tur til Afrika eller Sydeuropa for at overvintre, mens
mor og far er blevet tilbage i kolde Danmark.
Storkene ved Vamdrup er ganske tidligt på den i år. Storke plejer at ankomme til Danmark i marts eller april fra Afrika eller fra den Iberiske halvø, hvor de har tilbragt vinteren. Storke parrer sig normalt i april og maj og en måned senere kommer der med lidt held en fire-fem storkeunger ud af festen.